Vi inviterer på en tur rundt i DAC, hvor vi tager udgangspunkt i vores udstilling So Danish!, der vises i Guldgalleriet. DACs udstillingsvært introducerer til tidslinjen i So Danish!, der fortæller historien om dansk arkitektur fra vikingetiden, frem til i dag og med visioner også for fremtiden.
Hvad står dansk arkitektur på skuldrene af? Kom med og få svarene.
Omvisningen guides på engelsk.Omvisningen starter i vores billetsalg, Welcome, og fortsætter op i udstillingen So Danish! Omvisningen fortsætter derefter op i vores store galleri, Forum, hvor vi inviterer indenfor i udstillingen Vandet kommer. Det er en udstilling, der udforsker, hvordan stigende vandmasser fra klimaforandringer påvirker vores liv.
Vi slutter turen af på toppen af DAC - hvis vejret tillader det - på havneterrassen, der har udsigt til mere end 800 års Danmarkshistorie. Her møder forhistorien fremtiden. Og herfra er byens bedste udsigt. Med kig til livet her og nu i Københavns Havn.
Praktisk:
- Omvisningen rundt i DAC tilbydes hver mandag kl. 17
- Omvisningen begynder i billetsalget, welcome under det røde skilt, hvor jeres guide vil stå klar.
- Omvisningen begynder præcis kl. 17
- Guide på omvisningen er en af DACs kompetente guider.
- Omvisningen er gratis, når entré til DAC er betalt.