Arkiv: Overstået event
Fernisering // person // Marie Thams
Fre. 31. mar. 2023 16:00-18:00
Det er med stor glæde, at Kunsthal Nord præsenterer soloudstillingen "person" af billedkunstner Marie Thams. Gennem film, skulptur, lyd og objekt undersøger Thams forholdet mellem sprog og måden, hvorpå køn og identitet opfattes i samtiden.


person // Soloudstilling med Marie Thams. Kurateret af Rebekka Elisabeth Anker-Møller
31. MARTS 2023 - 6. MAJ 2023
Det er med stor glæde, at Kunsthal Nord præsenterer soloudstillingen "person" af billedkunstner Marie Thams. Gennem film, skulptur, lyd og objekt undersøger Thams forholdet mellem sprogbrug og måden, hvorpå køn og identitet opfattes i samtiden med særligt fokus på, hvordan sproget og kønnede rollebetegnelser spiller ind på fordelingen af magt i samfundet.
Gennemgående for Thams' arbejde - og for udstillingen - er dertil, at objekter og materialer såvel som ord og sproglige betydninger brydes op og dissekeres for så at samles igen på nye måder. Herigennem skabes rum for nuancer og nye forståelser af det allerede eksisterende - et enkelt kunstnerisk greb, der udfordrer vanens magt og kalder på reel forandring.
Udstillingen sker som led i det rejsende projekt "person - i bevægelse" initieret og skabt af Marie Thams og Rebekka Elisabeth Anker-Møller, der udfolder sig gennem en serie af interventioner på tværs af landet - Rønnebæksholm i Næstved, Copenhagen Contemporary, Kunsthal Nord i Aalborg samt på Kunsthal Aarhus fra oktober 2022 til juni 2023 - samt en opfølgende publikation ved Gads Forlag.
Gennem udstilling og flerstemmige samtaler bidrager projektet til en øget nuancering af herskende strukturer og forestillinger om krop, ligeværd og medmenneske - med et ønske om, at mangfoldighed og inklusion sikres i alle forsamlinger.

Bios
Marie Thams er billedkunstner med uddannelse fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og Goldsmiths, London. Thams har udstillet i ind- og udland og arbejder med installation, lyd, film, skulptur, tekst og performance.
Rebekka Elisabeth Anker-Møller er freelance kurator med tilknytning hos SixtyEight Art Institute i København. Anker-Møller er kandidat i Visuel Kultur ved Københavns Universitet samt i Kuratering ved Aarhus Universitet.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Næstved Kommune og Copenhagen Contemporary. Udstillingen er støttet af Aalborg Kommunes Billedkunstpulje.
Fri entré
Kunsthal Nord, Kjellerups Torv 5, 2., Aalborg

Powered by KultuNaut
Copyright © 2021 by gogoo