Fre. 10. mar. 2023 13:00-15.30
HVEM: Odense Designakademi HVAD: Fernisering og udstilling 'Hvem er ODA NØRGAARD?' Et tværfagligt projekt på Kunst, Fashion og Animation med Mads Nørgaards kasserede textiler. HVOR: Havnegade 4A 5000 Odense C HVORNÅR: fredag 10.3.23 fra kl 13.00-15.30.
Odense Designakademi har fokus på Verdensmål 12: Ansvarligt Forbrug og Produktion. Skolens dygtige faglærere har i samarbejde med designer og underviser Rikke Ruhwald sammensat et to-ugers tværfagligt forløb på linjerne Kunst, Animation og Fashion. Eleverne har i grupper på tværs af de tre fagligheder ladet sig inspirere af et givent kasseret materiale og svaret på hvem er ODA NØRGAARD? ODA fordi forkortelsen for Odense Designakademi er ODA, og Nørgaard fordi Mads Nørgaard har doneret kasseret afskær fra den populære langærmede t-shirt designet i 1967 kaldet #101.
Da #101 t-shirten blev designet, fandtes der en stor tøjproduktion i Danmark. Den er nu næsten fuldkommen globaliseret, hvor design foregår i Danmark men produktionen foregår i Østen, Tyrkiet eller Portugal. Nørgaard på Strøget har bibeholdt strik og farvning af bomuldsgarnerne i Ikast og syning i Korsør. De producerer derfor stadig den legendariske #101'er i Danmark.
Eleverne har under forløbet gennemgået undervisning og fået en status på tekstilproduktion anno 2023. Samtidig har de foretaget beregninger på, hvor meget CO2 bomuld udleder, og hvilke greb de som designere kan bruge for at reducere.
Eleverne har også skullet beregne deres eget CO2 forbrug, og de har på den måde fået en følelse af at være en del af problemet, men også en det af løsningen.
I forløbet indgår en tur på Odense Renovation for yderligere at sætte fokus på den anden ende af affaldsproblemet, nemlig den 10. og sidste fraktion - indsamling af tekstilaffald - som skal indsamles fra husstandene til sommer.
Eleverne er i grupperne blevet bedt om at bruge stof i de farver og striber, som sammen repræsenterer deres ODA NØRGAARD, og de skal i hver gruppe lave en installation hvori deres værker. indgår.
Her har vi lærere observeret et givtigt samarbejde på tværs af discipliner, netop fordi de kunststuderendes tilgang har udfordret de fashionstudrendes tekniske kunnen, mens animationseleverne har været meget mere 'hands on' end forventet.
Vi glæder os til at evaluere forløbet med eleverne for i fremtiden at kunne sammensætte flere konstruktive, bæredygtige og tværfaglige forløb.
Hvis man er interesseret i at møde Oda Nørgaard og forstå, hvad der optager unge fra 16-23 år, skal man dukke op til ferniseringen på fredag 10.03.23 fra kl 13 til 15.30.