Aktuel udstilling: A45
Fre. 13. jan. til man. 10. apr. 2023 kl. 11:00
Hvor lidt plads kan du bo på? Oplev A45. Et tiny house designet af BIG og Bjarke Ingels for Live Klein.
Det er et lille hus. Men der er plads til store drømme.
For hvor mange kvadratmeter har du egentlig plads til?
Huset hedder Klein A45. Det er et tiny house, som er designet af arkitekten Bjarke Ingels og indretningsarkitekten Søren Rose.
Lige nu kan du opleve det i vores gårdhave på Utzon Center. Og få masser af inspiration med hjem fra det fantastiske hus og de velindrettede kvadratmeter.
Et roteret A-hus
De to arkitekter har forsøgt at nytænke type-sommerhus-konceptet. For på mindre end 30 kvadratmeter formår Bjarke og Søren at gentænke sommerhusets mobilitet, form, rumlige egenskaber og sommerhusets fysiske og miljømæssige aftryk.
Huset er navngivet efter den meget karakteristiske arkitektoniske form, der tager udgangspunkt i den klassiske A-forms-hytte fra 1960'erne og 1970'erne. Men grundplanen er roteret 45 grader.
A-formen giver huset en nostalgisk kvalitet. Men den særlige rotation giver også både en overraskende æstetisk fremtræden og en bedre udnyttelse af husets horisontale rumlighed.
Samles på stedet
Det er et typehus, som fremstilles i tre præfabrikerede dele, der samles på stedet. Det er med til at gøre husets miljømæssige aftryk mindre. Både i forhold til produktion og transport.
Klein A45 placeres på en platform på grunden, og stabiliseres via skruefundamenter. Det minimerer også det økologiske fodspor.
Endelig giver husets form mulighed for inkorporering af store glaspartier, der både trækker naturen ind og spejler omgivelserne i facaden
Foto: Laura Stamer.
Entré: 100 kr