Release-event med Mydtskov & Nordal Duo
Tor. 12. jan. 2023 kl. 17:00
Den 12. januar udkommer albummet 'Frasens Identitet' med de to musikere saxofonisten Hans Mydtskov og guitaristen Morten Nordal. Udgivelsen markeres med en release-event den 12. januar kl. 17 i Gallerie Rasmus, Ny Vestergade 9 i Odense.
Hans Mydtskov er uddannet saxofonist ved Det Fynske Musikkonservatorium, diplomuddannelse 1996. Masterclass hos David Liebman i New York 1996. Ansat som underviser på Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole i Odense siden 1995 som hhv. timelærer og nu lektor. Professionel musiker i en lang række sammenhænge og genrer siden 1980. Har siden 1980 medvirket på et utal af indspilninger.
Morten Nordal er uddannet guitarist og musikpædagog ved Det Fynske Musikkonservatorium - diplomeksamen med speciale i komposition og arrangementer i 1998. Ansat som lektor i guitarspil på Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole i Odense og spiller i en lang række sammenhænge med pladeudgivelser, koncerter, teaterforestillinger, teatermusik, jingler mm.
Mydtskov og Nordal er to af de mest velrenommerede musikere på den odenseanske musikscene. Udover 15 års intenst samarbejde som duo har de sammen og hver for sig et hav af projekter, plade-features og tv-produktioner bag sig, deriblandt to DMA'er, kåringer som "Årets Fynske Jazzmusiker" og turnéer med alt fra Burhan G til Odense Symfoniorkester.
Deres arbejdsiver på tværs af musikalske genrer har ledt dem frem mod projektet 'Frasens Identitet'. Her undersøger Mydtskov og Nordal de byggesten, der former et givent musikalsk udtryk i 12 nykomponerede duetter. På albummet medvirker også de mesterlige klarinettister Rene Højlund (Odense Symfoniorkester) og Ron Chen Zion (Esbjerg Ensemblet) og de ikke mindre mesterlige folkemusikere violinisten Harald Haugaard og cellisten Kirstine Elise Pedersen. De to duoer har indspillet hver fem af duetterne som 'reference-versioner'.
'Frasens Identitet' udkommer i fysisk form på vinyl, og det vil være muligt at købe den på dagen, hvor Mydtskov og Nordal også fortæller om projektet og spiller en række af duetterne.
Fri entré