Downtown July // Gratis Koncert!
Fre. 10. feb. 2023 20:00 - 20:45
GRATIS KONCERT med et af landets mest spændende up-coming navne! Denne gang præsenterer Pakhuset det spændende danske band, Downtown July som vil forsøde jeres tilværelse med lækker livemusik!*.
OM DOWNTOWN JULY
"Downtown July har skrevet sig ind i musikhistorien, som det første dansksprogede band til at indspille musik i det legendariske lydstudie Abbey Road" sådan lød det da Asger Thede Jensen fra Bands of tomorrow skrev om det første single-udspil, "Rundt" fra Downtown Julys aktuelle EP "Alt latter bliver til ekko", som udkom d.28 Oktober.
Omsider kan bandet med spænding dele denne EP, som har været en kræftanstrengelse af dimensioner at skabe for det Aarhusianske Indie-Rock band som de drog til London for at indspille i blandt andet Abbey Road, for lidt over et år siden nu. EPen spænder vidt fra Pop-rock baskeren "Hvorfor ka' det noget", til den dualistiske fløjlsbløde og senere utæmmede "Tyske gloser" og viser sågar skrøbelighed, sårbarhed og længsel på chamber-rock balladen "Du står her stadig", som understøttes af en svævende og bombastisk stryger-kvartet. Bandet tænker selv om EP'en, som et slags Indie-rock mixtape, hvis man mon må det, altså 5 sange der viser alsidigheden i deres udtryk. Samtidig er "Alt latter bliver til ekko", et signal om, hvilke retninger fremtiden kan stikke i for Downtown July.
I skabelsen af Downtown Julys eksplosive, dansksprogede musik, praktiserer de lyst til leg og et opgør med faste genrer.
De hårdtslående grooves og dybe klangflader flyder uløseligt sammen med teksterne som rammer en bred repræsentation af, hvordan en eksistens har mange facetter - fra forsøgt fuld kontrol til gennemgribende magtesløshed.
Der kan forventes både et skrøbeligt og kraftfuld take på dansksproget indierock.
Vi glæder os til at se jer til en nærværende og følsom koncert!
Fri entré